NOSTALGI: Guld-Kjeld med bøllehatten, moustachen og humøret. Skeetskytten Kjeld Rasmussen fra Amager.
Det var ham, der vandt olympisk guld på Dynamos skydebaner i en skov nordøst for Moskva i 1980 og nogle måneder senere fik Danmarks ældste og fornemste idrætspris, B.T.s Guld, for årets største danske idrætspræstation.
Det var også ham, som fik en ny hjertesport, da han nogle år efter det russiske eventyr lagde sit gamle haglgevær på hylden.
Bordtennis. Et godt valg.
At træfsikkerheden måske ikke var som på Dynamos olympiske skydebane, hvor han plaffede 246 duer ned med 250 skud, spillede ikke den store rolle for Kjeld.
Glæden over spillet og det sociale samvær talte mere end sejre og nederlag i de mange år i Amager Bordtennisklub i serie 3 (enkelte gange i serie 2) og veteranklassen. I omkring 20 år spillede han bordtennis, indtil svigtende helbred tvang ham til at stoppe.
Men lad os vende tilbage til OL-guldet, da familien Danmark blev dus med den 25-årige maskinarbejder fra B&Ws dieselfabrik. Ham med bøllehatten og det tyrkiske overskæg.
Jeg var der selv de dage i Moskva og oplevede en unik præstation og et menneske, jeg den dag i dag sætter stor pris på. Den ydmyge stjerne med den afslappede holdning til tilværelsen og benene solidt plantet i Amagers muld. At opleve Kjelds ydre ro og evne til at lukke sig inde i sig selv og holde hovedet koldt under det umenneskelige pres i den olympiske konkurrence aftvang min dybeste respekt.
Vi havde aftalt et interview, og jeg husker Kjeld, da han kom ind i restauranten på skydebanen efter medaljeoverrækkelsen. Han har guldet om halsen og bøllehatten på hovedet og siger med et stort grin:
”Er der ikke én, der har sørget for koldt øl?” Lynhurtigt er der serveret. Det mangler bare.
”Ja, nu er det ikke svært at blokke en øl af kammeraterne,” ler han.
De russiske serveringsdamer sværmer omkring bordet. Alle skal beundre guldmedaljen og give den unge dansker et knus.
Jeg havde fået en af de små lerduer og beder Kjeld skrive sit navn på den. En flot souvenir fra Moskva.
”Med fornøjelse,” siger han og grifler løs. Idet han rækker mig duen, siger han med gavtyveglimt i øjet: ”Pas på, den går let i stykker.”
Kjeld Rasmussen er søn af banemesteren i Københavns Flugtskytte Klub og født ind i skydningen. Han fik sit internationale gennembrud med EM-guld i Wien i 1975, hvor han skød 225 duer på lige så mange skud. Hvilken rekord. Ikke en eneste due missede han i de tre dage.
Hans sidste konkurrence var ved for-OL i 1987 i Seoul, hvor han blev nr. 8. Han havde mistet lysten. Gnisten var væk.
”Det var også en dyr sport, og på den tid var skytterne amatører. Så er det lettere at være bordtennisspiller. Her kan alle være med. Du skal bare købe et bat,” siger Kjeld Rasmussen i dag.
Da Jesper Hansen forleden kom hjem fra Tokyo efter at have vundet sølv i skeet, var Keld i lufthavnen og senere til fejringen af skeetsportens nye helt i Københavns Flugtskytte Klub. Og selvfølgelig havde han sin guldmedalje og bøllehatten med. Dén bøllehat, han havde på for 41 år siden. Han havde fået den af sin mor, så den smider man ikke væk.
Nu tilbage til bordtennis og Kjelds første internationale turnering: Som 46-årig stillede han op i veteran-EM i Aarhus 2001. Han vandt ingen kampe og heller ingen sæt, men han havde det herligt.
”Jeg er hyggespiller og chanceløs mod de fleste. Jeg kæmper hårdt for at komme over ti point (dengang var distancen 21, red.),” sagde han.
Kjeld Rasmussen havde en kort periode i 60erne spillet i B 1908, hvor Ejner Jansen var leder. Et tilfældigt møde med en fyr på den lokale pub en del år senere bragte ham igen i berøring med bordtennis.
”Han hævdede, at han var bedre end mig, altså ikke i skydning, men i bordtennis. Det skulle naturligvis komme an på en prøve. Jeg kan huske, at han slog mig i den første kamp, men derefter vandt jeg. Bordtennis er et skægt spil og godt for motorikken og reaktionsevnen,” siger han.
“Jeg var tæt på at drukne og måtte klamre mig til bassinkanten. Også armbøjning og cykling var chokerende oplevelser”
I 1982 arrangerede jeg Danmarks første ”Superstar” og inviterede seks af sportens store navne til en konkurrence i seks discipliner: Cykling på Ordrupbanen, bordtennis og armbøjninger i Idrætshuset, straffespark og kuglestød på Østerbro Stadion og svømning i Øbro-Hallen.
Deltagerne var Europamesteren i boksning Hans-Henrik Palm, håndboldlandsholdets anfører Morten Stig Christensen, ishockeyspilleren Per Holten Møller, den moderne femkæmper Pernille Svarre, Nordens hurtigste mand Jens Smedegaard og naturligvis Guld-Kjeld.
Per Holten Møller vandt i en knivskarp konkurrence foran Morten Stig Christensen. Derefter fulgte Jens Smedegaard, Hans-Henrik Palm og på en delt femteplads Pernille Svarre og Kjeld Rasmussen.
Selvfølgelig blev Kjeld en sikker vinder af bordtennis, men det var tydeligt, at fysisk træning aldrig havde interesseret ham.
”Jeg var tæt på at drukne og måtte klamre mig til bassinkanten. Også armbøjning og cykling var chokerende oplevelser. Når jeg alligevel er glad for at være med, skyldes det ikke mindst, at man lærer andre idrætsfolk at kende. Jeg havde aldrig mødt de andre før. Kun ser dem i aviser og på tv. Det er værdifuldt at tale sammen og udveksle erfaringer. Men puha, hvor var det hårdt,” sagde han.
Kjeld Rasmussen er i dag 66 år og bor i Kastrup. Han har i nogle år døjet med kredsløbsproblemer, har været igennem flere operationer i højre ben og er dårligt gående.
”Det er irriterende at være skidt til bens, men jeg er glad for min rollator, som jeg bruger, når jeg er ude. Så kan jeg også hvile mig på den. Jeg har røget hele mit liv, og det har sin pris,” siger den olympiske guldvinder i skeetskydning og hobbyspilleren i bordtennis, Kjeld Rasmussen.
