TALERSTOLEN

Efter herre single-finalen er her mine refleksioner om et bordtennis-OL, der indtil videre har været en forrygende oplevelse.

Guld til Japans Mima Ito og Jun Mizutani efter en velspillet mixed double-finale mod de kinesiske favoritter.

Men først og fremmest: Ingen over og ingen ved siden af Ma Long. Med OL-guld 2016 og 2020 og verdensmester i 2015, 2017 og 2019 går den snart 33-årige kineser i historiebøgerne som den bedste gennem tiderne.

Finalen mod Fan Zhendong blev som ventet en taktisk og noget låst affære mellem to spillere, der kender hinanden bedre end de fleste. Vi nåede ikke helt højderne fra torsdagens forrygende semifinaler.

Kraftværket Fan Zhendong fik kun momentvis mulighed for at udnytte sine fysiske fortrin. Bortset fra femte sæt fik Ma Long stoppet tilløb til Fan Zhendongs velkendte kraft-udladninger. Ma Longs våben var konstante ændringer i serv, retur, retning, fart, skru mm.

Da jeg så min sidste VM-finale live i 1995 i Kina (Kong Linghui), tænkte jeg i flyet hjem, at “nu kan de da ikke blive meget bedre”. Nu kan det snart ikke gå hurtigere. Hvilket det så efterfølgende er gået – altså hurtigere – uafbrudt i 26 år…

Bordtennis på topniveau i dag er med reaktionsevner af en anden verden. Efter første loop er det fuld-fart-fremad på alle kedler – no surrender!

Så selvom jeg har taget fejl mere eller mindre 26 år i træk, så vover jeg pelsen. Udviklingen i fart (og materialer) må jo stoppe et sted? Kodeordet for de kommende års bordtennis i verdenseliten gætter jeg på bliver… variation.

Eller rettere og sagt: Variation bliver den afgørende ekstra ingrediens i en sport, hvor snart-sagt alle i verdenstoppen kan loope igen på et loop uanset hårdhed. Med forbavsende lav fejlprocent. Ja, nogle gange ligner det, at nutidens super-bat nærmest returnerer af sig selv.

Det er usagligt at konkludere noget på baggrund af en enkelt turnering. Men jeg gør det alligevel: Spilleren med de fleste strenge at spille på; den bedste til at skifte serv, tempo, placering, længde, fart, skru, retning på returer… fortsæt selv – har nemlig vundet alle de kampe, jeg har set under OL.

Inklusive Simon Gauzy over Jonathan Groth.

Eksemplificeret selvfølgelig af Ma Long som mesteren. Men også af bronzevinderen Dimitrij Ovtcharov, der har et arsenal af server som ingen andre. Tyskeren veksler konstant tempo mellem aggressive loop og et blødere, kontrolleret spil fra distancen. Mellem kort bold og lange stik med underskru i returer. Og på det er “Dima” tilsyneladende kommet nærmere verdenstoppen igen – kun to bolde i afgørende sæt fra Ma Long i semifinalen.

Megatalentet Lin Jun Yu skal nok komme på en olympisk præmieskammel sandsynligvis allerede i Paris 2024, men i Tokyo var han den dårligste af de fire semifinalister i disciplinen variation. Og blev nummer fire (ja, ja efter fire matchbolde mod Ovtcharov).

Som sagt har jeg i et kvart århundrede stort kun set topbordtennis fra sofaen, så min mening er ikke ekspertens. Det er en fornemmelse – et indtryk. Og gerne et oplæg til debat i Facebook-gruppen Bordtennis DK.

Måske vil folk, der stadig er “med i kampen”, kigge i glaskuglen og spå om udviklingen, der er en sand fornøjelse at følge.