Ma Long og Fan Zhendong mødes i OL-finalen. (Arkivfoto: Pixabay)

Det var tæt på at gå galt for dem begge i to fantastiske semifinaler over syv sæt mod henholdsvis Lin Jun Yu og Dimitrij Ovtcharov. Men fredag kl. 14 (dansk tid) står de der igen. Overfor hinanden i en finale.

Fan Zhendong, 24 år: Sportens mest dominerende spiller de senere år. Nummer 1 i verden. Har vundet alt… bortset fra VM og OL.

Ma Long, 32 år: VM-vinder tre gange på stribe i 2015 (Bo Fang), 2017 (Fan Zhendong) og 2019 (Mattis Falck). OL-guld i Rio 2016 (Zhang Jike). Rekordholder i antal sejre på Pro Touren.

De to OL-finalisters første møde i ITTF-regi fandt sted i Wuhan i 2014 i anden runde af Asian Cup. 17-årige Fan Zhendong tabte knebent til 25-årige Ma Long og bekræftede med sætcifrene 3-4, at han nok var fremtidens mand på de største scener.

Alligevel var det 13. indbyrdes sejr af 14 mulige, da Ma Long fire år senere (China Open 2018) besejrede Fan Zhendong med 4-1. Heriblandt deres indbyrdes VM-finale i 2017.

Generationsskiftet ved VM og OL har altså ladet vente på sig. Spørgsmålet er, om det finder sted 30. juli 2021 i Tokyo?

Spillemæssigt har Fan Zhendong kapaciteten. Det ved vi. Ingen i verden matcher den robuste kineser i eksplosivitet, spændstighed og benarbejde.

Men hvad med det mentale?

Ma Long går for at være en af historiens mest intelligente bordtennisspillere. Altid klar med en ny serv, et temposkift eller en taktisk justering i evig søgen efter nye løsninger. Med en sjældent set mental styrke i afgørende situationer.

Hvis fredagens opgør var en “almindelig” Pro Tour-finale, ville Fan Zhendong være min klare favorit. Men det er OL. Det største af det største – mod den største af de største.

Den kan kun blive interessant. Jeg er klar ved skærmen fredag kl. 14. Og hepper på Ma Long.

Indbyrdes møder i ITTF-regi mellem Fan Zhendong og Ma Long:
https://results.ittf.link/index.php?option=com_fabrik&view=list&listid=87&Itemid=240&resetfilters=0&clearordering=0&clearfilters=0

PS: Fan Zhendong er favorit hos bookmakerne med odds er 1,50 på sejr. Ma Long giver 2,50.