Koncentrationen lyste ud af Teilmann (tv.), mens Kosten havde en lidt mere afslappet tilgang til tingene.

Grevespilleren Flemming Teilmann fik sit største ønske opfyldt, da Carsten ”Kosten” Jacobsen sagde ja til at spille double med ham.

– Det var sjovt, og det var en supergod oplevelse.

Sådan lød ordene fra den mangeårige Grevespiller Flemming Teilmann, da han på andendagen af det fynsk-sjællandske bordtennistræf i Odense kunne se sin vådeste drøm gå i opfyldelse: at spille double med Carsten Jacobsen, også kaldet Kosten.

Teilmann, der til daglig er en solid støtte på Greves Serie 2-hold, har længe gået med en ambition om at blive en god defensiv spiller. Han er gammel nok til at kunne huske tyske Eberhard Schiøler, der med pokerfjæs og en stenhård defensiv nåede frem til VM-finalen i single i 1969, og han råber jævnligt tyskerens navn, når han lykkes med def-slagene.

På den mere hjemlige scene er Kosten fra Fyn dog det helt store forbillede for Teilmann. Han har studeret ham på Youtube, og han har korresponderet med ham om mulighederne for at udvikle sit spil på den defensive scene.

Derfor var det en tændt Teilmann, der stillede til start med Kosten i Odense.

– Det var helt fantastisk at spille med en spiller, som bare får alt tilbage, nærmest uanset hvordan jeg selv returnerede boldene. Jeg skulle kun koncentrere mig om ikke at lave fejl, så afgjorde Kosten resten.

Det lykkedes i øvrigt for Teilmann i en grad, så det nydannede par ikke bare gik gennem doubleturneringen som ubesejret, men tilmed kunne prale af ikke at have tabt et eneste sæt.

Erfarne iagttagere af Teilmanns spillestil – og benarbejde – tvivler dog stadig på, at defensiven er det rette for ham, hverken på den korte eller på den lange bane…