
Efter to sejre torsdag er Theo Dyekjær blandt de 32 sidste i herre junior-rækken ved Ungdoms EM i Kroatien.
Det var der ellers ikke meget, der tydede på i dagens første kamp mod Barry Berben. Hollænderen førte stort set hele vejen. På nær til sidst.
Theo vendte ikke alene sætcifrene 0-2 og 1-3. Han var også klart bagud fra start i både tredje, femte og syvende sæt – som alle blev vundet. Cifrene lød 6-11, 9-11, 11-6, 8-11, 11-9, 11-7, 11-9.
“Jeg tabte flere tætte kampe i holdturneringen. Og jeg har generelt været dårlig i afgørende sæt hele sæsonen. Så det var skønt endelig at vinde en tæt kamp. Jeg stolede på min taktik om at holde ham mest i forhånden, også selvom jeg kom bagud.”
I dagens anden kamp gik det ud over Ungarns Oliver Both, der blev besejret 4-1 (12-10, 11-5, 8-11, 11-8, 11-8)
“Vi servede hinanden ud, så det mindede om en tenniskamp, hvor man skulle breake. Jeg lærte aldrig at læse hans server, men mine returer blev lidt bedre end hans til sidst. Jeg skulle bare have bolden på bordet,” siger Virum-spilleren, der er med til sit første ungdoms EM.
“Det er fan’me sjovt. Der er et helt andet pres på end normalt. Og en anden stemning, hvor alle dine medspillere hepper på dig.”
Fredag kl. 13.30 gælder det så Andrei Teodor Istrate, der er seedet 9-16. Rumæneren er nr. 3 i Europa på U17-ranglisten og vandt med skræmmende 11-3, 11-5, 11-5 over Matias Larsen i holdturneringen.
“Det bliver en rigtig svær kamp. Men nu må vi se,” siger Theo Dyekjær, der er sidst tilbageværende dansker i Varazdin.
Så der skal nok blive heppet for fuld skrue fra den danske lejr.
Noah Hvid var også videre til anden runde torsdag, men OB’eren tabte med 0-4 (6, 9, 3, 9) til Italiens John Oyebode.
Herre junior 1/16-delsfinale fredag:
13.30: Theo Dyekjær – Andrei Teodor Istrate, Rumænien: 6-11, 5-11, 5-11, 1-11