For 25 år siden vandt Bjarne Riis Tour de France. Senere på året (1996) var han på La Santa, hvor han hyggede sig med børnene Thomas, 4, og Jesper, 6, og spillede bordtennis mod den udsendte journalist.

NOSTALGI: Vi sukker ligesom BTDK-formand Henrik Vendelbo efter flere bordtennisspillere.

Men selv om ”Familien Bordtennis” sagtens kan bruge flere medlemmer, har stort set alle et forhold til verdens hurtigste spil. Hånden på hjertet: Det er sjældent, man møder nogen, som ikke på et eller andet tidspunkt i deres liv har stået med et bat i hånden og med glæde fortæller om det.

Mens jeg de seneste uger har ligget henslængt i sofaen og beundret det unge fænomen Jonas Vingegaard i Tour de France, kom jeg til at tænke på den uge i november 1996, jeg spillede bordtennis med Bjarne Riis på La Santa på Lanzarote.

Og lad mig bare afsløre, at han ikke er nogen ørn bag et bord. Han er bedre i bjergene.

Bjarne Riis havde nogle måneder forinden vundet Tour de France, og jeg havde fulgt ham i Atlanta, hvor jeg dækkede blandt andet den olympiske cykelsport. Dér gik det knap så godt for en noget udbrændt Bjarne Riis, mens Rolf Sørensen brillerede med sølv.

I cykelugen på vulkanøen Lanzarote skrev jeg artikler om vor Tour-helt. Og da Bjarne Riis fortalte, at han er vild med sport og i et letsindigt øjeblik pralede med, at han som drengerytter i cykelklubben i Herning var en ivrig og habil bordtennisspiller, kom der hurtigt en konfrontation i stand i La Santas bordtennislokale.

”I cykelklubben havde vi to borde stående og lavede turneringer på klubaftenerne. Præmierne var chokolade. Senere har jeg spillet bordtennis på ferier og på træningslejre. Efter et hårdt træningspas er det sjovt med en kamp,” mindedes han.

Tour de France-vinderen tog uden betænkeligheder udfordringen op. Og det skal siges til hans ros, at han tog sine nederlag som et mandfolk. Han angreb optimistisk og sorgløst og med store bevægelser. Uden at bekymre sig alverden om, hvilken skru der var i boldene. ”Revanche,” lød det prompte efter de første to sæt.

Hans ældste søn, 6-årige Jesper, havde spillet med lillebror Thomas på fire på nabobordet og spurgte: ”Vandt du, far?”

”Nej, desværre,” svarede Bjarne og tilføjede til mig: ”Det her kræver lidt mere træning, men en god sport. Børnene er allerede miljøskadede.”