Pia Toelhøj havde krykken med til Niels Rambergs 75 års fødselsdag i sidste weekend. (Privatfoto)

1, 2, 3, 4, 5… Avataren i genoptrænings-appen kommanderer Pia Toelhøj op og ned på terrassen. Bare et enkelt trin. Normalt en simpel øvelse, men intet er let, når man har fået indopereret en ny hofte for tre uger siden.

Systemet er ret smart. Via de påhæftede elektroder kan fysioterapeuten følge genoptræningen på afstand og justere ind undervejs om nødvendigt. Men arbejdet skal jo gøres – og det går kun langsomt fremad.

“Det er tungt næsten ikke at kunne noget. Jeg er træt og får smertestillende hver femte time. Men jeg forsøger at holde humøret oppe og håbe, at det vokser ordentligt sammen,” siger Pia Toelhøj, der er på sommerferie i Skallerup ved Hjørring med tre af sine fire børn, Nikoline 21, Noa 17 og Milo på 9 år – og kæresten Karsten Haumann.

Operationen fandt sted 17. juli på Gentofte Hospital efter tre år med smerter. I begyndelsen gjorde det ondt i venstre side, når Pia skulle ned i benene under træning. Derfra blev det kun værre. Smerterne tog til og begyndte at ødelægge nattesøvnen.

“På Gentofte Hospital konstaterede de, at der ikke var mere brusk tilbage i min venstre hofte. Scanningen viste også, at det samme problem vil opstå på et tidspunkt i højre side. Og at det iøvrigt er arveligt.”

Den tidligere landsholdspiller og DM-vinder 1995 gjorde comeback i 2016 efter 20 års pause og vandt VM i dame double 50+ i 2018 med Petra Sörling. 20/21-sæsonen blev spillet færdig for Hillerød, der tabte til BTK Viby i DM-finalen.

“Til sidst gjorde det ondt, når jeg bare gik. Folk spurgte, hvorfor jeg haltede. I finalen spillede jeg på piller.”

Under operationen frigøres lårbenet fra hofteskålen. Kirurgen fjerner den ødelagte knogle. Den kunstige hofteskål (det hvide stykke)  presses på plads.

Efter operationen anbefales tre måneders sygemelding. De første seks uger må man ikke køre bil. Tålmodighed er nøgleordet i genoptræningen, hvilket Pia Toelhøj blev husket på af en gammel kending til Niels Rambergs 75 års fødselsdag i sidste uge.

Claus Pedersen har fået skiftet begge sine hofter med syv års mellemrum. Første gang opstod komplikationer på grund af forceret genoptræning i de første vigtige uger. Klog af skade gik andet hofteskift nærmest problemfrit for i dag 72-årige Claus Pedersen.

“Jeg er taknemmelig for rådet fra Claus, som jeg forsøger at følge. Nerverne skal jo gendannes. Der skal skabes forbindelse igen,” siger Pia, der når hun ellers ikke er sygemeldt driver sportsforretningen SPORTinvaders i Charlottenlund.

Fra den ene hofteopererede til den anden. Erfaringer udveksles. (Privatfoto)

Hvad er dine nærmeste bordtennis-planer så?

“Jeg satser på at komme tilbage. Vi har fået et stærkt hold i Hillerød og går efter at vinde guldet tilbage. På længere sigt kunne jeg virkelig godt tænke mig at vinde et EM eller VM for veteraner,” siger Pia Toelhøj, der kan spille i 55+ rækken ved VM i 2023 i Oman.

Du har fået ny hofte. Lægerne forventer samme problem i højre side. Du fylder 54 om to uger. Kunne du ikke sætte tempoet lidt ned? 

“Nej. Det kan jeg ikke. Det er så piv-spændende at spille bordtennis og arbejde med de små ting for at forbedre sig. Jeg VIL tilbage. Efter jeg blev slået ud i kvarten i Budapest, fulgte jeg Niels Rambergs vej til guldet med præmieoverrækkelse og det hele. Jeg bestemte mig for, at det vil jeg også prøve,” siger Pia Toelhøj.

Heldigvis for Pia’s pengepung var operationen på Gentofte Hospital gennem det offentlige og derfor gratis. Prisen for en ny hofte på et privat-hospital ligger ifølge Pia omkring 85.-90.000 kroner.

Efter genoptræningen håber Pia Toelhøj på at fortsætte medalje-jagten både i hold-DM og til veteran-mesterskaber. Ved veteran-EM i Budapest 2019 tabte hun i kvartfinalen. (Foto: Henrik Rudolph)