Sun Yingsha og Xu Xin mødtes i en holdkamp midt i OL-forberedelserne. (Foto: TT11 TV)

En meget interessant holdkamp fandt sted i weekenden midt i de kinesiske OL-forberedelser i Weihai i Shandong-provinsen.

Kampe mellem mænd og kvinder er ellers noget, man kun sjældent eller nærmere aldrig ser på verdenseliteniveau. Men sådan var setuppet, da verdens tre bedste mandlige spillere mødte nr. 1, 2 og 7 på den kvindelige verdensrangliste.

Fan Zhendong, Xu Xin og Ma Long mod Chen Meng, Sun Yingsha og Liu Shiwen.

Hvert andet sæt starter manden med at serve bagud 6-8. De andre sæt server kvinden  foran 9-8 fra start. Altså kun tætte afgørelser og dermed samtidig en test og træning i mental styrke.

Selvom undertegnede i forvejen har været dybt imponeret over de kinesiske kvinders niveau og udvikling de seneste årtier – så fik respekten alligevel en tak yderligere i denne kinesiske udgave af “Battle of the sexes”.

Verdens to bedste kvinder Cheng Meng og Sun Yingsha besejrede henholdsvis Fan Zhendong og Xu Xin. Med handicap ja, ja, men kigger man på spillet, så er kvinderne hele tiden med i tempoet og presser Fan Z og Xu nærmest lige så meget som omvendt.

Imponerende.

Måske et godt, alternativt holdkamps-format til efterfølgelse i Europa?

Hvor tror du, de bedste kinesiske kvinder ville ligge på mændendes verdensrangliste? Mit gæt var top 100… altså inden denne holdkamp. Men de er nok bedre end det.

 

Match 1: Fan Zhendong – Chen Meng 3-4 (-8, 9, 10, -9, 9, -11, -9)

Match 2: Xu Xin – Sun Yingsha: 3-4 (8, -8, 9, -9, -7, 9, -6)

Match 3: Ma Long – Liu Shiwen: 4-2 (-9, 10, -7, 13, 9, 9)