Ved sin landskampsdebut i 1966 spillede Claus Pedersen for Marselisgårdens Bordtennis Klub, hvor det hele begyndte i kælderen. (Foto: BTDK)

Nostalgi: ”Pludselig opdagede jeg, at jeg snildt returnerede hans server. Og når jeg loopede, blokerede han halvhøjt og blødt, og jeg dræbte boldene efter behag. Jeg vandt første sæt og troede virkelig, at jeg havde luret ham. Men i andet sæt blev jeg klar over, at det bare var mig selv, jeg havde narret, og at første sæt var en foræring. Tiao Wen-yuan skruede tempoet i vejret og viste sin klasse.”

I 1977 var jeg hjemme hos Claus Pedersen for at lave et interview med ham til bordtennisantologien ”Verdens hurtigste spil”. Han boede sammen med sin kone, Kirsten, på fjerde sal på De Mezasvej i Aarhus, omtrent nabo til boligkomplekset Marselisgården. Som dreng boede han selv i Marselisgården, tre opgange fra Danmarks mest berømte bordtenniskælder.

I kælderen under denne boligblok blev Marselisgårdens Bordtennis Klub stiftet. (Foto: BTDK)

Under overskriften ”Kald mig bare en superegoist” fortæller Claus Pedersen om en kvartfinale mod SOC-finalisten Tiao Wen-yuan i kineserstævnet i Herlev i julen 1971.

”I tredje sæt skulle første sæts sportslige bedrageri gentages. Kineseren servede uden skru og returnerede kun lette bolde til mig. Det var almindelig kendt, at kineserne efter kulturrevolutionen 1965-69 havde ført en mere udadvendt politik, og at Mao-Kinas bordtennisspillere – i troen på at det ville styrke de venskabelige bånd mellem folkerepublikken og andre nationer – havde ladet sig slå i en række bordtenniskampe,” fortsætter Claus Pedersen i interviewet for 44 år siden.

”Det var altså dét, der var ved at ske her. Han skulle i bordtennisdiplomatiets tjeneste tabe til mig. Jeg blev rasende. Sådan skulle han ikke have lov at tage pis på mig. I tredje sæt blev stillingen 18-18. Kineserne havde iscenesat ”dramaet”. Tiao Wen-yuan servede en let, underskruet bold. Jeg prikkede den med vilje ud over kanten. Han kiggede rådvild ud på holdkaptajnen. Servede igen, blødt uden skru. Bom, lige i nettet. Stor forvirring. Nu førte han 20-18. Han blev nødt til at kikse serven med vilje. 20-19.

Jeg måtte lade, som om jeg koncentrerede mig, for at han ikke skulle serve fejl igen. Da bolden kom, knaldede jeg den ud og sagde tak for kampen. Han lignede et spørgsmålstegn. Det var næsten synd for ham. På den kinesiske bænk var der panik. At dømme efter reaktionen måtte det være første gang, de oplevede sådan noget.

Jeg havde nægtet at acceptere deres falskspil. Og da en dansk spiller skulle vinde turneringen, var gode råd dyre for kineserne. De styrtede over til et bord, hvor Niels Ramberg var langt bagefter. Og det ”sensationelle” skete. Niels kom op og vandt. Han vandt også finalen over Liang Ko-liang med 24-22 i tredje sæt. Kinesernes tankegang er svær for os europæere at forstå. Men én ting er sikker. Jeg vil aldrig mere spille mod dem, hvis de under foregivelse af at spille en ærlig gang konkurrencebordtennis gør sporten til et politisk anliggende. Med deres ”friendship” skader de bordtennissporten og fører publikum bag lyset.”

Normalt ville jeg ikke have ofret mange linjer på kineserbesøget i 1971 (det er i dag 50 år siden). Men det tegner billedet af én af dansk bordtennis’ bedste spillere og mest markante personligheder gennem tiderne.

Claus Pedersen på bagsiden af bogen “Verdens Hurtigste Spil”.

Claus Pedersen, 72, er still going strong og en ener i dansk idræt. Listen over hans meritter er længere end Oskar Davidsens smørrebrødsseddel. Her nævner jeg kun de 15 danske mesterskaber i single, 357 landskampe, VM-deltagelse gennem næsten 20 år og fire VM-guldmedaljer for veteraner, en i single og tre i double.

Mon ikke der er veterantitler, som stadig ligger og venter på den ambitiøse og umættelige fighter?

I ”Verdens hurtigste spil” afslører Claus Pedersen en åbenhed og ærlighed, som ikke alle topidrætsfolk åbner op for. Således fortæller han:

”Det fysiske og psykiske velbefindende gennem træningen og boldlegen har selvfølgelig spillet en rolle for mig. Men ikke den vigtigste. Den egentlige baggrund, drivkraften, i min karriere som bordtennisspiller på eliteniveau er en trang til selvhævdelse. En egoisme, ærgerrighed og jagt efter prestige. Jeg tror, de fleste topidrætsfolk drives frem af disse motiver. Jeg har altid villet hævde mig gennem idrætten.

En idrætspsykolog vil sikkert søge forklaringen i en hændelse eller et kompleks fra drengeårene. Måske stammer det derfra. Som barn legede jeg altid hjemme i gården med drenge, som var lidt ældre end mig. Jeg var dygtig til at spille fodbold, men ikke så dygtig som dem. Jeg knoklede på for at blive den bedste. Det betød noget for mig.

Jeg kan mærke, at mine ord og meninger får større vægt i takt med min sportslige succes. Det stimulerer og motiverer mig. Jeg har ellers altid været tilbageholdende med at udtale mig. Og lidt sky og bange for rygklappere. Jeg hader hykleri. Men når man har henvendt sig til mig, har jeg altid sagt tingene ligeud. Jeg kan mærke, at der bliver hørt efter, hvad jeg siger. Når man er dansk mester, er det lige som om, andre mennesker bliver mere imødekommende.

Havde mine værste konkurrenter i mange år, Niels Ramberg og Freddy Hansen, været 20 procent bedre, altså haft verdensklasse, havde jeg ikke haft ro i sjælen og var ikke stoppet, før jeg havde banket dem og var blevet endnu bedre.

Nu blev jeg den bedste i Danmark som 18-årig. Det var nok det værste, der kunne ske. Jeg havde stort set opnået, hvad jeg ville. Og gik i stå. Havde jeg kendt spillere som Eberhard Schöler og Kjell Johansson bedre, trænet og konkurreret jævnligt med dem og betragtet dem som mine ærkerivaler, ville jeg med min utrolig ambitiøse indstilling have satset alt på at slå dem. For at blive den bedste. Uanset prisen.”

Mon ikke der er flere veterantitler i vente for tilsyneladende umættelige Claus Pedersen? (Foto: Henrik Rudolph)

I interviewet spørger jeg Claus Pedersen, hvad et nederlag til en anden dansk spiller betyder for ham.

”Er det i en kamp, der betyder noget, er det lidt af en katastrofe. Jeg glemmer aldrig nederlaget i DM-finalen i 1972 i Nykøbing F. til Niels Ramberg. Jeg betragtede nærmest DM som en formalitet. Dét, der pinte mig mest, var publikums tilråb. Når jeg vinder, er der ingen, der tør komme med deres meninger. Men når de kan se, at jeg er ved at tabe, er de der med deres spydige og sårende tilråb. Er man i knæ og hører fra sidelinjen, at man er en stor jysk blærerøv, bliver man godt sur.

Jeg spillede med et lånt bat, fordi mit eget var brækket. Og det hele gik skævt. Kammeratskabet mellem de danske spillere dengang var heller ikke det bedste. Da jeg havde tabt, tænkte jeg, at nu kan de rende mig noget så grusomt. Så gik jeg i bad og kom ikke til præmieoverrækkelsen.”

Jeg kan huske, at jeg interviewede Claus Pedersen i Nykøbing F., mens han stod under bruseren og blev efterlyst i højttaleren.

Artiklen startede med Claus Pedersen vrede over kinesernes falskspil, som stod på op gennem 70’erne. I november 1975 var Peter Fredberg til SOC i Kalmar og skrev en harmdirrende leder i Bordtennisbladet.