
Hvis du ikke har set finalen fra 2016 i Rio, hvor Peter Rosenmeier vinder sit andet paralympiske guld, så gør det lige. Den er herunder.
Efter uafbrudt krise og en 2-2-stilling med hiv og sving vokser den danske para-atlet en halv meter i afgørende sæt – i hvert fald mentalt.
– Jeg havde hele vejen en fornemmelse af, at jeg ikke var med. Ingen kontrol. Han låser mig, spiller mig i lommen eller holder mig kort. Og hans server er møg besværlige. Men ved 2-1 i femte – og mit første loop med marginal på – der sker et eller andet,” husker Peter Rosenmeier, som netop er ankommet til Aarhus, da jeg fanger ham på telefonen.
Der skal spilles træningskamp i BTK Viby. Med halvanden måned til Para-OL i Tokyo er træningen intensiveret – sidste fase af forberedelserne er indledt.
Men først skal vi lige have overstået finalen for fem år siden i klasse 6 mod spanske Alvaro Valera Munoz Vargas, der har muskelsvind.
Ved 2-1 trækker Rosenmeier med kraftig skru mod knopperne i baghånden hos Valera, der blokerer ud. Derfra ser mesteren fra Beijing 2008 sig ikke tilbage. Mellem duellerne smelter han nærmest sammen med de tusindvis af tilskuere i fælles ekstase.
“Jo mere opmærksomhed, jo flere tilskuere, des bedre bliver jeg. Jeg elsker at bruge energien fra tilskuerne. Jeg tror ikke, det er noget man kan træne. Det er medfødt. Det er heller ikke tilfældigt, at jeg er bedst til para-OL. Ved EM og VM er der næsten ingen tilskuere.”
“Når man er født som jeg med visuelt synlige handicap, så finder man en måde at overleve. I skoletiden var min måde at tage styringen i sociale fællesskaber, placere mig i midten og være ham der bestemte, hvor vi skulle hen. Jeg opbyggede et behov for at være i centrum,” siger Peter Rosenmeier.
Headhuntet sparring
Næste mulighed for opmærksomhed er altså i Tokyo med første kamp 25. august – og afrejse 18. august sammen med landstræner Christoffer “Stuff” Petersen og sparringspartner Jesper Møller (Hillerød).
Inden da skal der spilles en masse træningskampe, som Christoffer Petersen via sit bordtennisnetværk har arrangeret efter nøje overvejelse.
“Det er let nok at finde spillere, der er bedre end mig. Det svære er at genskabe det, jeg kommer ud for til para-OL, hvor det bliver låst, fordi vi kender hinanden så godt og spiller på at udnytte hinandens svagheder. Loop-loop kommer vi for eksempel aldrig ud i. Min bedste sparring er dér, hvor jeg selv formår at tage føringen i boldene.”

I hverdagen hjemme i Brøndby/København har Peter Rosenmeier haft stor glæde af at træne med BTDK’s direktør Martin Lundkvist (lange knopper) og Preben Larsen fra Amager (anti-spin).
På mandag går turen til Odense og besøg hos blandt andre Mogens Sonnichsen.
De sidste dage inden afrejse til Japan er Peter Rosenmeier med i Copenhagen Veterans Open på wild card og dispensation som 37-årig på Amagers 40+ veteranhold.
16 deltagere – to favoritter
I Tokyo vil der være 16 deltagere i Peter Rosenmeiers klasse 6, der er laveste kategori af de stående klasser. Den regerende verdens- og paralympiske mester deler favoritværdigheden med Valera, der er nr. 1 på verdensranglisten.
“Jeg tabte til Valera ved EM i Helsingborg i 2019, og siden har alt været aflyst på grund af corona. Så det er svært at spå. Jeg tror, at 3-4 spillere i sub-toppen er tæt på Valera og jeg. Men jeg tror på, at jeg kan vinde igen.”
Af sine 15 modstandere er det kun en nordkoreaner, som Peter Rosenmeier endnu ikke har set ved selvsyn.
Peter Rosenmeier
Alder: 37 år
Familie: Gift med svenske Marleen. Sammen har de døtrene Stella (12) og Alix (7).
Bopæl: Malmö
Job: Parasport Danmark (fondraiser)
Resultater ved Paralympiske Lege:
2004, Athen: Bronze
2008, Beijing: Guld
2012, London: Bronze
2016, Rio: Guld
VM: Fire finaler – to sejre. Seneste sejr i 2018
Handicap: Født med dysmeli. Mangler halvdelen af højre arm, har tre fingre på venstre arm, mangler halvdelen af højre ben og 4 cm af venstre lårknogle. Spiller derfor i den laveste klasse (6) for stående spillere.