22-årige Dani Mudit er ny mand i B75. (Foto: Facebook)

Efter et farvel til Erik Marc Glod er målsætningen for B75 i den kommende sæson en ny semifinale-placering i Elitedivisionen.

“Vi kan aldrig matche de to stærkeste, Næstved og Roskilde. Der må vi håbe på miraklet,” siger Lars Rokkjær, medlem af bestyrelsen i Hirtshals-klubben.

Miraklet udeblev i den forgangne sæson, hvor B75 tabte med to gange 1-5 i semifinalen til Næstved Bordtennis. De to pinde blev taget af Erik Marc Glod og Peter Svenningsen, som begge har forladt klubben.

Luxembourgs nr. 1 er skiftet til den svenske Eliteserie-klub Eslöv. Peter Svenningsen er tilbage i Hillerød.

I stedet kommer den 22-årige inder Dani Mudit til Vestjylland. Med sin verdensranglist-placering som nr. 200 er det umiddelbart en forstærkning – men vist nok kun på papiret.

Dani Mudit kommer fra en meget rig familie og hans mange deltagelser på Pro Touren har løftet hans wr-placering højere, end inderen normalt kan leve op til.

“Dani skal være her så meget, som hans visum tillader. Efter jul skal han bo her så meget som muligt under slutspillet,” siger Lars Rokkjær.

Ny i B75 er også 19-årige Antoine Doyen, der sidste sæson spillede i Roskilde.

“Antoine har trænet hos os før, så vi kender ham. Han har brug for tryghed, og jeg tror ikke, at Roskilde fik det maksimale ud af ham. Det håber jeg, at vi kan.”

Polske Kamil Maciej Dziadek fortsætter i B75. (Foto: Jim Christensen)

Svenske Gustav Johan Barius, der med Lars Rokkjærs ord “bare blev bedre og bedre” i den overståede sæson, fortsætter i B75. Det samme gør Kamil Maciej Dziadek.

“På sine gode dage er Kamil jo fantastisk. Han har slået Hampus Söderlund to gange, men det har været for meget op og ned,” siger Lars Rokkjær om den 21-årige polak.

Efter disse fire som udgør stærkeste B75-opstilling kommer de to engelske U21-spillere  Samuel Wilson og Joseph Willam Cope.

“Samuel er defensiv og dem er der ikke så mange af. Det kan blive sjovt at se for det lokale publikum,” siger Rokkjær.

Men på grund af brexit er Samuel og Joseph ikke EU-borgere længere, så der kan på grund af BTDK’s regler kun være en af dem med på holdet samtidig.

Lars Rokkjær og B75 gør sig ikke forhåbninger om at true Næstved og Roskilde i den kommende sæson i Elitedivisionen. (Foto: Jim Christensen)

Elitedivisionen 2021/2022:
Roskilde
Næstved
B75, Hirtshals
Virum/Sorgenfri
Herlev
Hillerød GI
BB/KBTK
BTK Viby
Amager
OB, Odense