Damejuniorerne var i sidste uge på lejr i BTK Vibys lokaler. (Privatfoto)

Det var med fokus på god holdånd, da juniorlandsholdene i sidste uge var på træningslejr i Hillerød og Viby – lige efter forrige weekends Top 12-turnering i Hillerød.

“Det glædede mig at se sulten efter at spille kampe hos mange under Top 12. Der var ild i øjnene og på trods af svære forhold – varmt og fugtigt – virkede det som, at de fleste bare var glade for at være igang. Især i drenge- og damejunior-rækken var der meget fighting spirit,” siger landstræner for ungdom, Magnus Mallander.

Allerede om tre uger går det løs ved Ungdoms EM i Kroatien.

“Et U-EM udfordrer dig på flere niveauer,” siger Mallander og opremser fire områder, hvor man også skal være forberedt:

1. Socialt: Man lever tæt på hinanden i en uge.
2. Mentalt: Presset er der hele tiden og alle vil præstere på top.
3. Fysisk: Det er mange kampe på få dage.
4. Klima-mæssigt: Det er altid skoldhedt og svært at spille et UEM i Østeruopa i juli.

Derfor har der træningslejrene været fokus på at opbygge en god holdånd gennem fælles aktiviteter udenfor træningslokalet. Og der er lavet holdaftaler til at hænge på tavlen. De kan ses her.

“Vi har spillet realistiske kampe med både præmier og straf på højkant for at simulere pres. Og vi har trænet og spillet kampe under fysisk træthed. Hvorvidt det forbereder os tilstrækkeligt til EM-opgaven, finder vi nok først ud af, når vi evaluerer på mesterskabet bagefter,” siger Magnus Mallander.