Jose var i en alder af 23 år på vej til sit livs første rejse ud af Chile, da hans far, Jorge, gav ham et råd: “Husk dit bordtennisbat. Det er godt til at skabe nye kontakter.”
Jose Javier Jeria Cerda fandt derfor sit bat frem af gemmerne inden afrejsen til Danmark. Han havde ikke spillet i ti år, siden han som 13-årig stoppede, fordi han ikke nåede sit mål om at komme på drengelandsholdet. Mere end en syvendeplads på den chilenske rangliste blev det ikke til.
I dag to år senere er Jose hjælpetræner og serie 1-spiller i den hastigt voksende Frederiksberg Bordtennis Klub.
“Nogle gange er det svært, fordi jeg ikke taler dansk endnu – nogle af børnene forstår ikke engelsk. Men så prøver jeg at lave lidt sjov og skabe en god stemning. Jeg er jo selv et barn indvendigt.”
“Folk er så venlige. Det må være umuligt at finde en bedre klub-atmosfære end i Frederiksberg. Og der er altid én at spille med,” siger Jose på sit i dag fint forståelige engelsk.
Bachelor i business
For to år siden kunne han kun sit modersmål spansk. Med sig til Danmark havde han ikke meget andet end en 5-årig universitetsuddannelse og så selvfølgelig sit bordtennisbat.
“Jeg har en bachelor i business administration og et års ekstra studier i commercial engineering. Men der var ingen job i Chile. Hvis du ikke er rig og har kontakter og netværk, er det svært at få job. Jeg søgte og søgte uden held. Jeg solgte is på gaden og avocadoer på torvet for at klare mig. Indtil min bror gik i banken og tog et lån, så jeg kunne prøve lykken et andet sted.”
Det andet sted blev Danmark.
“Jeg så en video på Youtube om, at danskere var verdens lykkeligste folk. Siden har jeg lært, at I er afslappede, ansvarbevidste og punktlige. I betaler skat og er stolte af det. Og måske den største forskel – I har tillid til hinanden. Helt anderledes end i Chile, hvor korruptionen er overalt.”
Jose kom til Danmark på et såkaldt “Working Holiday Visa” som unge fra udvalgte lande kan få. Han fik job som køkkenmedhjælper på restaurant Selma, hvor han kunne forstå lidt af, hvad nogle italienske ansatte sagde.
Men da visa-perioden udløb, måtte han bo syv måneder i Norrköping i Sverige, inden han nu har fået et fuldtidsjob og dermed en et-årig arbejdstilladelse. Han er indtil videre gartner i et nystartet firma, hvor han med tiden håber at kunne få brug for sin økonomi-uddannelse.
“Jeg vil lære dansk og tage en Master i økonomi på universitetet. Det er min drøm at leve mit liv i Danmark. Fik jeg fortalt, at I også har verdens smukkeste kvinder,” siger Jose med et grin.
Farmor er den vigtigste
Kun en ting er ikke så godt i Danmark. Måden vi behandler de gamle på.
“I Chile er familien meget vigtig. Min farmor på 99 er den vigtigste person i mit liv. Jeg elsker hende. Jeg boede sammen med hende, inden jeg flyttede. I dag bor min mor og min onkel med hende på skift en uge ad gangen. Det har været svært for hende under corona, men heldigvis er vi langt fremme med vacciner i Chile,” siger Jose, der jævnligt laver “video-call” fra Danmark til sin farmor Lydia.
På Jose’s profilbillede på Facebook sidder han med sin farmor… selvfølgelig.
