UNGDOM: 16-årige Noah Tolstrup Hvid var bedst i Hillerød, hvor OB-junioren gik ubesejret igennem de otte Top 12-kampe. Der var klare sejre over de to nærmeste rivaler Patrick Skarsholm (3-0) og Theo Dyrekjær (3-1).
“Først og fremmest var det bare mega fedt at spille igen. Jeg gik bare rundt og smilte hele tiden uden den spænding og nervøsitet, der normalt er. Fordi det var så lang tid siden, prøvede jeg mere, så spillet var ikke så låst, som det plejer,” siger Noah.

Hvad gjorde du godt?
“Jeg fik især trukket tempoet ud af kampene mod Patrick og Theo – og ødelagt deres rytme. I det åbne tju-bang spil mod de to vinder jeg ikke. Jeg plejer ellers at have svært ved Theo, men jeg havde bedre styr på hans server. Og marginalerne var på min side.”
Der bliver ikke tid til hvile efter Top 12-sejren. Søndag aften var Noah hjemme i Odense – allerede mandag morgen går togturen retur til Hillerød og den næste af tre EM-lejre inden afrejsen 16. juli til ungdoms EM i Kroatien.
“At jeg kunne vinde top 12 giver selvfølgelig noget selvtillid og en masse motivation frem mod EM.”
Noah Tolstrup Hvids bat:
Træ: Korbel SK7 (Butterfly)
Forhånd: Dignics 05 (Butterfly)
Baghånd: Dignics 80 (Butterfly)