Forhåbentlig bliver det Top 12 for ungdommen i Royal Stage i Hillerød i weekenden.

Corona-udbrud har lukket en skole i Hillerød med få dage til Ungdoms Top 12 i den nordsjællandske by.

UNGDOM: 800 elever blev mandag sendt hjem fra Grønnevang Skole i Hillerød, efter at fire elever var konstateret smittet med den indiske såkaldte Delta-variant af coronavirus.

Også en vuggestue i området er ifølge TV2 lukket, efter en af forældrene til et barn i børnehuset er smittet med den indiske variant.

Eventkoordinator i Bordtennis Danmark, Lars-Henrik Sloth, krydser fingre for, at situationen ikke udvikler sig med tanke på weekendens Ungdoms Top 12 i Frederiksborg Idrætscenter i Hillerød.

Hvis Hillerød lukkes ned af myndighederne på grund af for høje incidens-tal som det skete for Hørsholm fra 8. til 17. maj, så er en aflysning af Top 12 uundgåelig.

Lars-Henrik Sloth kan ikke gøre andet end at afvente corona-situationen i Hillerød. (Foto: Facebook)

Ifølge sundhedsmyndighedernes bekendtgørelse om nedlukning, skal “lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter og lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, lukkes.” 

“Jeg ville ærgre mig så meget på vegne af de unge, der har glædet til endelig at spille turnering for første gang siden december. For landsholdene er det samtidig en vigtig forberedelse til EM i Kroatien i juli. Og endelig har vi arrangører (BTDK og Hillerød GI, red.) brugt rigtig mange timer på planlægning og forberedelse. Men vi kan kun afvente,” siger Lars-Henrik Sloth.

Forhåbentlig undgår Hillerød nedlukning. Så vil de corona-retningslinjer, som BTDK allerede har sendt ud til deltagerne, være gældende. Måske med et ekstra OBS.

“Vi skal huske at være endnu mere opmærksomme, hvor vi spiser, sover og færdes,” siger Sloth.

Ungdoms Top 12 er i forvejen indrettet til en “corona-udgave” med færre rækker, færre spillere og færre kampe – kun 8 kampe til hver deltager.

Hvad angår den indiske corona-variant, så er det ikke alene de nære kontakter til de smittede, der skal gå i isolation. Også de nære kontakters nære kontakter skal isolere sig.