Filippa Bergand fra Eslövs PK er blandt de bedste i den svenske Pingisligan. (Foto: ITTF)

Svenska Bordtennisförbundet inviterer Norge og Danmark til at gå sammen om en fælles dameliga. Forespørgslen er sendt afsted til de to nordiske naboer. 

Internationalt: Den svenske Pingisligan for damer er på grund af spillermangel nede på seks hold i den kommende sæson. Så forbundet tænker i nye løsninger.

“Jeg tror personligt meget på nordiskt samarbejde for at skabe merværdi. På sigt selvfølgelig også et bedre europæisk samarbejde, hvis vi mener det alvorligt med at forsøge at nå den planet, som kineserne befinder sig på,” siger Thomas Buza, generalsekretær i Svenska Bordtennisförbundet.

På hjemmefronten er svenskerne i gang med at snakke med egne klubber om idéen, der modtages positivt fra dansk side af den (med stor sandsynlighed) næste formand for Bordtennis Danmark, Henrik Vendelbo.

Henrik Vendelbo. Snart formand for Bordtennis Danmark. (Foto: BTDK)

“Jeg kan godt se ideen i et nordisk samarbejde om en fælles liga. Vi skal dog huske, at det ikke skal ske på bekostning af de næstbedste spillere. Konceptet skal tage hensyn til helheden i dansk bordtennis,” siger Henrik Vendelbo.

Virum-formanden er eneste kandidat til at efterfølge afgående Anders Mølgaard på formandposten i BTDK. Valget finder sted på søndag i Odense under BTDK’s årsmøde.

“Som jeg nævner i mit kandidatur, skal vi have bordtennis ud at leve alle steder. Hvis en fælles liga kan skabe bredere interesse, bedre kampe for vores bedste spillere og styrke et nordisk samarbejde, så skal vi forfølge det. Jeg vil bestemt mene, at vi skal gå i dialog med det svenske og norske forbund,” siger Henrik Vendelbo.

Fælles liga vil i sagens natur give logistiske udfordringer med spille-terminer og geografisk afstande. Men de bør løses, mener Mikael Andersson, sportschef i det svenske forbund.

“Vi vil stadig have vores eget nationale mesterskab. Man kunne spille om det nordiske mesterskab i en grundserie, hvorefter holdene går tilbage til de nationale slutspil mod klubber, der i mellemtiden har kvalificeret sig i et hjemligt grundspil,” foreslår Mikael Andersson, der var landstræner i Danmark fra 1987 til 1995.

Sverige har allerede smidiggjort bevægeligheden af spillere ved at tillade spil i flere landes bedste ligaer. I Danmark er reglen, at man kun kan spille med om et nationalt mesterskab.

I Danmark er Elitedivisionen for damer udvidet fra otte til ti hold i den kommende sæson.

BTK Viby vandt kvindernes Elitedivision i maj med finalesejr over Hillerød. (Foto: Bordtennis Danmark)