72-årige Claus Pedersens vilje til at vinde er legendarisk. Men vil han gå efter sit fjerde EM-guld i single i Rimini 2022? (Foto: Henrik Rudolph)

72-årige Claus Pedersen har parkeret bordtennis-tasken i bunden af skabet og svinger nu tennisketcheren i tre holdturneringer.

Aarhusianeren har ikke spillet bordtennis siden 7. marts sidste år, da Sisu/MBK mødte Esbjerg og Viby i 2. division.

Nyheden om værtsskabet for veteran-EM 2022 til italienske Rimini var således heller ikke kommet ham for øre.

“Rimini? Ja, måske. Det kan da godt lokke. Det var jo der, det hele startede,” siger CP, da jeg fanger ham i bilen på vej hjem fra dagens tenniskamp.

Det første VM for veteraner fandt sted i den nordøst-italienske by ved Adriaterhavet i 1982.

Claus har tidligere vundet EM-guld i single i Liberec 2011 og Bremen 2013 begge i 60+ og siden Helsingborg 2017 i 65+. VM-guld vandt han i Stockholm 2012 i 60+.

Claus Pedersen yderst til venstre med holdkammeraterne Kasper Rud, Franz Nørby og Jørgen Harder. Sammen vandt de VM-guld for 70+ landshold i 2019. (Foto fra Facebook)

Form og boldøje bliver indtil videre holdt ved lige på tennisbanen. I 2. division for Højbjerg og for Aarhus 1900 i veteran 50+. Og minsandten også for en tysk klub ved Dortmund, hvor Claus er med på et 70+ hold i byen Gahmen.

Det ligger tæt på Bad Hamm, hvor dansk idræts landskampsrekordholder (357 kampe) var professionel i 1. Bundesliga i 1978-1983.

Så han kender turen. Gahmen er 6-7 timers kørsel fra lejligheden på Harald Jensens Plads i Aarhus. Men turen bliver typisk delt over med et besøg hos kæresten Birgit i Flensborg.

En hæderkronet konstellation i veteran dobbel: Claus Pedersen og Niels Ramberg. (Foto: Henrik Rudolph)

Men tennis på tre hold i to lande… Claus, du er 72. Hvad siger kroppen?

“Jeg har to nye hofter som virker perfekt. Det ene knæ kan gøre lidt ondt, men ellers har jeg ikke andre smerter, end dem man altid har, når man spiller næsten hver dag.”

For den danske delegation i Rimini må vi håbe, at CP tager med og ligeledes snupper en dobbel med Niels Ramberg i 70+. Det er vel det tætteste, man kommer på medaljegaranti? Og dermed nogen at heppe på under finaledagen.

Claus Pedersen er pensioneret lærer på teknisk skole og er far til Mette og farfar til Christian på 11 år.

Dansk støtte på finaledagen ved VM i Alicante. (Foto: Henrik Rudolph)